Om os
Klinikkens
grundlag og værdier
Galini Psykiatrisk Klinik tilbyder psykiatrisk behandling af høj kvalitet med den enkelte patient i centrum. Vi tror på, at god behandling kræver tid, grundighed og tæt samarbejde mellem psykiater, psykolog og sygeplejerske.
Psykisk sygdom rammer mennesker forskelligt. Den samme diagnose kan kræve vidt forskellige behandlingstilgange afhængigt af den enkelte persons livssituation, ressourcer og præferencer. Derfor udarbejder vi altid en individualiseret behandlingsplan i samarbejde med patienten.
Vores tilgang bygger på moderne psykiatrisk viden kombineret med respekt for den enkeltes unikke situation.
Andreas Wernlund
Speciallæge i psykiatri og indehaver
Læs mere
Andreas Wernlund er speciallæge i psykiatri og har arbejdet i psykiatrien siden 2006. Han har allerede under medicinstudiet haft interesse i psykiatri og været formand for psykiatrisk selskab for medicinstuderende. Han blev speciallæge i 2016 og har gennem sin karriere opbygget bred erfaring inden for almenpsykiatri med særlig specialisering i ADHD, angst, depression og kompleks psykofarmakologi. Andreas har arbejdet som underviser i psykiatri og været forfatter til fagbøger i psykiatriske emner. Han har desuden deltaget i arbejde med udarbejdelse af faglige retningslinjer.
Andreas er medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab, og bidrager aktivt til udviklingen af dansk psykiatri gennem undervisning og faglig udvikling.
Faglige fokusområder:
ADHD med komorbiditet
Affektive lidelser, angst og PTSD
Svært behandlelig depression
Kvinder og ADHD
Psykofarmakologi
Rasmus Holm
Specialpsykolog i psykiatri og indehaver
Læs mere
Rasmus Holm har været ansat i Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien fra 2011-2025, hvor han som specialpsykolog i psykiatri har specialiseret sig i udredning af komplekse og sammensatte psykiatriske tilstande. Gennem sin lange karriere har Rasmus opbygget omfattende erfaring med kompleks differentialdiagnostik, særligt inden for neuropsykiatri. Hans ekspertise i at identificere ADHD og autismespektrum hos voksne, hvor disse tilstande ofte optræder sammen med andre psykiatriske lidelser, gør ham til en værdsat specialist på området.
Som medlem af DMPG for ADHD og Sundhedsstyrelsens kommissorium for nationale ADHD-anbefalinger bidrager han aktivt til at forme og forbedre behandlingstilbuddene inden for ADHD. Rasmus deltager årligt i internationale kongresser og har opbygget et stærkt fagligt netværk. Hans særlige interesse for kompleks ADHD har gjort ham til en efterspurgt kliniker, underviser og supervisor.
Faglige fokusområder:
Komplekse psykiatriske udredninger
Neuropsykologisk testning
ADHD og autisme hos voksne
Angstlidelser
Psykoedukation
Second opinion-vurderinger
Mai Nissen
Specialsygeplejerske i psykiatri
Læs mere
Mai Nissen er specialsygeplejerske i psykiatri med mere end 10 års erfaring fra psykiatrien. Vi er meget stolte af, at Mai har valgt at blive en del af Galini Psykiatrisk Klinik, hvor hun spiller en central rolle i klinikkens daglige drift og behandlingsforløb.
Hun har siden 2018 arbejdet i Klinik for ADHD ved Aarhus Universitetshospital, Psykiatrien, hvor hun har specialiseret sig i medicinsk behandling og opfølgning af voksne med ADHD. Tidligere har Mai arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske med patienter med psykose og skizofreni på Psykiatrisk Hospital Risskov, hvilket har givet hende et solidt klinisk fundament inden for almenpsykiatri.
Mai er en dygtig og anerkendt kliniker, kendt for sin professionalisme og evne til at skabe trygge, tillidsfulde rammer for sine patienter. Hun besidder stærke kompetencer inden for psykofarmakologi herunder titrering, bivirkningshåndtering og vejledning, der sikrer, at patienter opnår de bedst mulige behandlingsforløb. Hun har et skarpt klinisk blik for komorbiditet og arbejder ud fra en recovery- og ressourceorienteret tilgang med fokus på mestring, funktion og livskvalitet.
Mai er en stærk kommunikatør med en empatisk og rummelig tilgang, og hendes erfaring med inddragelse af pårørende er en vigtig del af den helhedsorienterede behandling, hun tilbyder. Hendes mangeårige kendskab til det psykiatriske behandlingssystem og hendes reflekterede, fagligt funderede arbejdsform er et stort aktiv for klinikken.
I 2025 afsluttede Mai sin specialuddannelse i psykiatrisk sygepleje og har desuden gennemført en autisme-pilotuddannelse med fokus på ressourceorienteret tilgang til mennesker med autisme. Mai bidrager aktivt til den faglige udvikling i Galini Psykiatrisk Klinik og er med sin erfaring og sit engagement en central del af klinikkens tværfaglige samarbejde.
Faglige fokusområder:
Bred psykiatrisk sygepleje og behandling
Psykofarmakologi, titrering og bivirkningshåndtering
ADHD og autisme hos voksne, herunder komorbiditet
Psykoedukation og vejledning individuelt og i grupper
Inddragelse af pårørende i behandlingsforløb
Recovery- og ressourceorienteret tilgang
Mette Juul Hauberg
Specialsygeplejerske i psykiatri
Læs mere
Mette Juul Hauberg kommer til Galini fra Klinik for Depression ved Aarhus Universitetshospital, hvor hun siden 2014 har arbejdet med udredning og behandling af patienter med svær og kompleks depression — senest som udviklingssygeplejerske i teamet "Unge med kompleks depression".
Mettes faglige tyngde ligger inden for de affektive lidelser. Hun har som primærbehandler stået for selvstændige samtaleforløb hos patienter med moderat og svær unipolar depression, ofte med samtidige andre lidelser som fx ADHD og angst. Hun har solid erfaring med monitorering af medicinsk behandling til ADHD, depression og angst, samt pårørende- og familiesamtaler og psykoedukation i gruppe. Hun har desuden gennem flere år været underviser i Hamilton depressionsskala på den Landsdækkende Efteruddannelse i Diagnostik og Psykopatologi under Danske Regioner og har siddet i Fagligt Udvalg for Depression i Region Midtjylland.
Det, der særligt kendetegner Mette, er kombinationen af et struktureret klinisk blik og en varme, der mærkes med det samme. Hun bringer overblik og retning ind i komplekse forløb, samtidig med at hendes smittende humør og rolige nærvær gør hende til en kliniker, patienterne hurtigt falder til hos. Kolleger fremhæver hendes evne til at gøre det tunge lidt lettere at gå til — uden at gå på kompromis med fagligheden.
Mette er uddannet sygeplejerske fra Aarhus Sygeplejerskeskole i 2013 og har specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje fra 2016. Hun har derudover gennemført forløb i kognitiv adfærdsterapi (Afdeling Q, Risskov), introduktion til compassionfokuseret terapi samt uddannelse som forbedringscoach gennem Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Faglige fokusområder:
Depression, herunder kompleks og svært behandlelig depression
Unge voksne med affektive lidelser og komorbiditet
Samtaleforløb og psykoedukation, individuelt og i grupper
Pårørende- og familiesamtaler
Monitorering af psykofarmakologisk behandling
Kvalitetsudvikling og forbedringsarbejde
Anne Backhausen Jensen
Autoriseret klinisk psykolog
Læs mere
Anne Backhausen Jensen forener en international uddannelsesbaggrund med mere end femten års klinisk erfaring fra dansk hospitalspsykiatri og privat praksis. Hun er uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet i 2010, med en forudgående Master of Arts i psykologi fra University of Aberdeen, Skotland. Allerede inden universitetsstudierne arbejdede hun med børn og unge med autisme i Edinburgh og med børn med svære sociale og emotionelle vanskeligheder på døgninstitution — en tværfaglig forankring, der siden har præget hendes kliniske arbejde.
Gennem sin karriere har Anne arbejdet i en bred vifte af specialiserede psykiatriske enheder, herunder Klinik for Bipolar Sygdom og Udredningsenheden ved Aarhus Universitetshospital samt det psykoterapeutiske ambulatorium ved Psykiatrisk Center Hvidovre. Den brede kliniske erfaring — fra affektive lidelser og angsttilstande til OCD, autisme, spiseforstyrrelser og psykotiske tilstande — har givet hende et nuanceret psykopatologisk blik for de subtile forskelle i symptompræsentation, som ofte er afgørende for at stille den rigtige diagnose.
Anne er en af de få danske psykologer med en formel 2-årig efteruddannelse i metakognitiv terapi (MCT), og hun har gennem årene løbende videreuddannet sig hos førende internationale undervisere inden for kognitiv adfærdsterapi, compassion-focused therapy, ACT og mindfulness. Hun arbejder integrativt og tilpasser den terapeutiske tilgang til den enkelte patients problematik, ressourcer og præferencer.
Uden for klinikken er Anne aktiv gymnastikinstruktør, dyrker yin yoga og holder af at bevæge sig i den danske natur. Hun har gennem hele sin karriere holdt fast i frivilligt arbejde — fra støttearbejde for ofre for kriminalitet under studietiden i Skotland til gruppelederrolle i Angstforeningen — og er kendt for en rolig, opmærksom og imødekommende tilgang i mødet med patienterne.
Faglige fokusområder:
Differentialdiagnostik og kompleks psykopatologi
Affektive lidelser, herunder bipolar lidelse
Angsttilstande og OCD
Metakognitiv terapi (MCT)
Compassion-Focused Therapy og kognitiv adfærdsterapi
Kognitiv remediering og funktionsundersøgelser
Sune Straszek
Speciallæge i psykiatri, Ph.d.
Læs mere
Sune Straszek er speciallæge i psykiatri og har arbejdet i psykiatrien siden 2007. Han har tidligt efter sin turnus i medicin og kirurgi valgt psykiatrien, og blev speciallæge i psykiatri i 2013. Han har blandt andet været overlæge på et sengeafsnit på det daværende psykiatriske hospital i Risskov og dernæst overlæge og leder i Klinik for Bipolar Lidelse i Aalborg. Aktuelt er Sune ansat både i AUH psykiatrien og i Galini Psykiatrisk Klinik. Sune har gennem sin karriere opbygget bred erfaring inden for almenpsykiatri med særlig specialisering i ADHD, depression, bipolar lidelse og kompleks psykofarmakologi. Sune har kontinuerligt undervist flere faggrupper i psykiatri, har udgivet flere forskningsartikler og udarbejdet faglige retningslinjer.
Sune er medlem af Dansk Psykiatrisk Selskab, og bidrager aktivt til udviklingen af dansk psykiatri gennem undervisning og faglig udvikling.
Faglige fokusområder:
ADHD med komorbiditet
Bipolar lidelse, depression, OCD og angstlidelser
Svært behandlelig depression
Kvinder og ADHD
Psykofarmakologi
Malene Jensen
Koordinerende sygeplejerske
Læs mere
Malene er uddannet sygeplejerske og lægesekretær – en kombination, der er sjælden og særdeles værdifuld i en psykiatrisk klinik. Hun ved, hvad der foregår på begge sider af en konsultation, og det afspejler sig i den måde, hun tager imod og kommunikerer med vores patienter på: roligt, kompetent og med blik for det, der er vigtigt.
Hendes baggrund tæller bl.a. flere år som sygeplejerske på intensiv og hjerteopvågningen på Skejby Sygehus, hvor hun opbyggede en solid erfaring med komplekse patientforløb og høj faglig præcision. Efterfølgende valgte hun en omskoling til lægesekretær og har siden arbejdet på Aarhus Universitetshospital, senest i Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi. Hun kender sundhedsvæsenet indefra – både det kliniske og det administrative – og har en naturlig forståelse for, hvad det vil sige at være patient i et specialiseret system.
Den erfaring bringer hun med sig til Galini. Til daglig er det Malene, der sikrer, at klinikkens administrative funktioner fungerer smidigt, at kommunikationen med patienter og samarbejdspartnere er klar og imødekommende, og at tingene er på plads, så de kliniske medarbejdere kan fokusere på det, de er her for.
Hvorfor vælge GALINI?
Udover traditionel medicinsk behandling og psykoterapi tilbyder vi moderne behandlingsformer.
Vi har opbygget særlig kompetence inden for udredning og behandling af ADHD og autisme hos voksne.
Dette område kræver specialiseret viden om, hvordan disse tilstande præsenterer sig forskelligt hos voksne sammenlignet med børn, og hvordan de ofte optræder sammen med andre psykiatriske lidelser.
Vi udreder og behandler de fleste former for psykiatriske lidelser hos voksne, herunder depression, angstlidelser, personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, OCD og PTSD.
Vores brede erfaring sikrer, at vi kan håndtere både enkeltstående diagnoser og komplekse symptombilleder.
Hurtig adgang til specialiseret hjælp
Med en ventetid på få uger kan vi tilbyde hurtig udredning og behandlingsstart.
Vi ved, hvor stor betydning et overskueligt forløb har.
Koordineret tværfaglig behandling
Vores speciallæge og specialpsykolog arbejder i samme lokaler og har løbende dialog om alle behandlingsforløb. Dette sikrer optimal behandling uden forsinkelser eller informationstab.
Tid til grundighed
Vi afsætter minimum 90 minutter til førstegangskonsultationer og den tid, der er nødvendig til opfølgende konsultationer. Dette giver mulighed for at forstå hele din situation og tilpasse behandlingen præcist.
Moderne faciliteter på Trøjborg
Vores klinik ligger let tilgængeligt med gode parkerings- og transportmuligheder. Lokalerne er nyindrettede med dæmpet belysning, lydisolerede konsultationsrum og behagelige venteområder.
I tvivl om, hvordan vi kan
hjælpe din mentale sundhed?